<<    Lindholm Høje

Lindholm Høje - en orientering.

Gravpladsen

Lindholm Høje er et af Danmarks mest markante monumenter fra oldtiden. Siden 1889 har man vidst, at der på den sydvendte skråning af Voerbjerg - som bakken hed tidligere - lå en gravplads med brandgrave omgivet af stensætninger.

I årene 1952-58 blev hele gravpladsen udgravet. Man frilagde også en nypløjet mark fra vikingetiden og store dele af de bebyggelser gravpladsen hørte sammen med. Efter udgravningens afslutning blev hele området tilsået med græs.

Siden oldtiden var højene blevet dækket af et op til 4 meter tykt lag flyvesand. På den forblæste top har sandet altid føget. I yngre jernalder var dele af gravpladsen derfor bestandigt dækket af sand. Først nu efter udgravningen kan den betragtes i sin helhed. Havde flyvesandet ikke været der, var stenene formodentlig blevet fjernet i forbindelse med pløjning. I stedet for et imponerende fortidsminde havde vi da kun haft forkullet træ, benstumper og usle små stumper af bronze og glas tilbage.

Gravpladsen var i brug fra omkring år 400 efter Kr. til kort før år 1000 - altså omkring 600 år. De ældste grave på toppen af højdedraget og de yngste grave ved højdedragets fod - ialt 41 grave - er almindelige jordfæstegrave og ikke markeret med stensætninger. Resten af Lindholm Højes knap 700 grave er brandgrave, hvor den døde i forbindelse med begravelsen er blevet brændt på stedet. De fleste af disse grave er omgivet af stensætninger af forskellig form - trekantede, ovale og skibsformede - men også brandgrave under tuer og brandgrave uden markering forekommer. De ældste grave ligger som sagt på toppen af bakken og jo længere gravene ligger nedad skråningen, jo yngre er de.

Der er konstateret en kønsopdeling af gravene, idet mændene fortrinsvis er begravet i trekantede og skibsformede stensætninger, medens kvindegravene er ovale og kredsformede. Der er øjensynlig en sammenhæng mellem afrundede og fyldige former for stensætninger og kvindeudstyr og mellem de spidse og kantede og mandsudstyret.

Indholdet i brandgravene er stærkt påvirket af den kraftige varme fra ligbålet, men både dagligdags og mere sjældne genstande kan erkendes. Oldsagerne understreger, at Lindholm Høje ikke bare var en almindelig agerbrugslandsby, men hørte til højere oppe i landsbyernes hierarki.

Landsbyerne

Vi har i dag kendskab til to landsbyer på Lindholm Høje. Der er formodentlig blot tale om to forskellige tidsfaser af den samme landsby, som har været flyttet fra tid til anden. De to faser vi kender dækker ikke hele den periode, gravpladsen var i brug, men andre faser ligger omkring Lindholm Høje og er ikke udgravet.

Nord for gravpladsen - under parkeringspladsen og militærets skydebaner - er udgravet dele af en stor landsby med brønde, langhuse og grubehuse. Bortset fra et enkelt rekonstrueret grubehus kan der nu ikke ses noget i terrænet. Vi kender ikke landsbyens udstrækning, men den har dækket mange tusinde kvadratmeter. Vi ved heller ikke, hvor mange gårde landsbyen bestod af. Derimod kan vi se, at de enkelte gårde er blevet fornyet flere gange. Hver gård i landsbyen bestod af et langhus med udhuse og grubehuse, der er små arbejdshytter. Hver gård var indhegnet af palisadehegn. På hele det udgravede område er fundet store mængder af keramik, knogler, spor af håndværk og meget andet, der viser, at landsbyen fungerede i ca. 200 år - mellem 700 og 900 e.Kr.

Gravpladsen blev dækket fuldstændig af flyvesand kort før år 1000. På det tidspunkt flyttedes landsbyen på Lindholm Høje endnu engang og blev placeret på toppen af flyvesandsklitten over gravpladsen. Også denne landsby omfattede mange tusinde kvadratmeter. Kun en del af landsbyen er udgravet. Fundene herfra viser, at den var i brug fra ca. år 1000 til et stykke ind i 1100-årene. Herefter ophørte bebyggelserne på Lindholm Høje. De mange udstøbninger og små betonklodser på gravpladsen og øst for den markerer hegn eller stolpehuller fra denne landsby.

I det samlede billede af bebyggelsen på Lindholm Høje mangler vi altså en landsby, der hører sammen med gravpladsens ældste fase, og en landsby til at udfylde "hullet" mellem landsbyerne Lindholm Nord og Lindholm Syd.

Marken

Syd for gravpladsen - ved foden af bakken - dukkede der under 1 meter flyvesand en nypløjet mark frem. Marken er fra vikingetiden og er spændende, fordi den er pløjet med en muldfjælsplov, d.v.s. en plov, der kan vende jorden. Marken på Lindholm Høje dokumenterer, at en ny plovtype er taget i brug i Danmark i løbet af vikingetiden. Pløjningen er foregået ved, at 4-6 furer er pløjet sammen, så man får smalle rygge. På sådanne marker dyrkede man ofte vintersæd som rug, man brugte staldgødning og lugede ukrudt, så høstudbyttet kunne komme op på 12-20 fold, hvor 3-4 fold ellers regnes som normalt. Efter udgravningen i 1956 blev markoverfladen tilsået med lavt-voksende græs, men er i de forløbne år blevet fladere og fladere på grund af flyvesand i renderne.

På Lindholm Høje har der levet mennesker i mindst 700 år. De spor, som nu kan ses på området, udgør næsten alle de materielle levn, et jernaldersamfund vil efterlade sig.

Museet

I 1989 havde cementfabrikken Aalborg Portland A/S 100 års jubilæum. Som en del af festligholdelsen skænkede virksomheden en nyopført museumsbygning på Lindholm Høje til Aalborg kommune.

I 1992 åbnede Aalborg Historiske Museum en omfattende udstilling om Lindholm Høje i den nye museumsbygning - et længe næret ønske var gået i opfyldelse.

I udstillingen kan man nu se, hvordan landsbyen har set ud gennem tiden, hvordan dens indbyggere gik klædt, hvordan de dyrkede deres jord, hvilke husdyr de holdt, hvordan begravelserne på gravpladsen foregik og hvordan en række af dagligdagens gøremål blev grebet an. I udstil-lingen er også berettet om verden uden for landsbyen, der også eksisterede mens Danmark dukker op i historien og bliver til ét land med én fælles konge. De originale oldsager er udstillet sammen med rekonstruktioner, panoramaer, illustrationer, kort og tekst, så der både er mulighed for en umiddelbar oplevelse og for en saglig fordybelse.

Udgivet 1995 af Aalborg Historiske Museum med støtte fra Lindholm Højes Vikingefond